En græsrodshøjskole, hvor leg og læring forenes

Livet er en højskole er en aktivitetsplatform, en forening og en  græsrodshøjskole, hvor leg og læring forenes med base i Fjordsgade forenings- og fritidshus på Frederiksbjerg.

Vi, der er engageret som undervisere i Livet er en højskole, er fælles om det synspunkt, at læring foregår gennem det liv, vi lever. De ting, vi oplever, og de mennesker, vi møder.

Undervisningen i Livet er en højskole er baseret på nysgerrighed og det legende udtryk gennem krop og følelser. Livet er en højskole dannes af de mennesker, der tager del i den, og derfor er tilbuddene forskellige fra sæson til sæson. 


Kurser

Vores aktiviteter og tilbud inviterer til samvær med andre og inspirerer med nye perspektiver på og til en meningsfuld hverdag - alene og i de fællesskaber, vi engagerer os i. Du kan deltage i vores vores tilbud ved at tilmelde dig et eller flere arrangementer eller kurser under de tre fagspor.

Spor

I fagsporet af ”Natur og bevægelse” arbejder vi med sanselighed og undersøger kroppens intelligenser gennem bevægelse, afspænding og hvile. Vi beskæftiger os med naturen i vores omgivelser og i os selv. Du finder undervisning i krop-sind-discipliner som yoga, dans og mindfulnes. Vi tilbyder kurser, hvor vi gentænker og skaber nyt af naturlige elementer. Du kan f.eks. lære den japanske plantekunst kokedama på vores kokedama-workshops.

I fagsporet “Æstetik og leg” arbejder vi med det kreative udtryk i alle mulige former. Vi samarbejder med undervisere, der er passionerede, elsker deres fag og har en afsmittende nysgerrighed, begejstring og erfaring. Vi inviterer til kurser og åbne kreative workspaces én gang om måned, hvor man i fællesskab med andre kan arbejde med sine kreative sysler – med adgang til dygtige undervisere, som kan støtte og give et godt råd med på vejen.

I fagsporet “Dialog og mødet mellem mennesker” arbejder vi med det, der sker i mødet, samtalen og dialogen. Når mennesker mødes, sker der noget helt særligt, og noget nyt har mulighed for at opstå: nye fællesskaber, nye idéer og nye sider af os selv. Deltag f.eks. i gratis samtalesaloner, der udforsker eksistentielle emner med publikum og gæsteoplægsholder.

Vores undervisere kender til vigtigheden af, at vi nyder processen og fællesskabet, der opstår, når vi brænder for de samme interesser.

Medlemskab 

Vi er en medlemsbaseret folkeoplysende forening. Når du tilmelder dig en aktivitet, bliver du samtidig medlem et år frem fra tilmeldingsdatoen. Dit medlemskab er med i prisen, og forpligter dig ikke på andre forhold. Det ophører af sig selv efter 12 måneder. Vær obs på at der ikke medfølger medlemsskabm, når du deltager i vores gratis arrangementer og at vi ikke kræver medlemsskab, for at du kan deltage i et gratis arrangement. 

Et støttemedlemsskab er for dig, der vil være medlem uden at deltage på en aktivitet. Et støttemedlemsskab koster 75 kr om året.

Som aktiv eller støttemedlem bidrager du til et levende lokalmiljø og og til, at vi kan udvide den platform for fællesskab og læring, som Livet er en højskole tilbyder. 

Som medlem får du 10 % rabat i Café Gaya, som er placeret i Fjordsgade forenings- og fritidshus. Her kan du nyde forfriskninger ifm. din undervisning og højskolepris til fællesspisning 1. mandag i måneden, hvor du for 85 kr. kan nyde et økologisk, vegetarisk og nærende måltid. Dit medlemskab giver ligeledes adgang til at deltage i den årlige generalforsamling og stille op til bestyrelsen.

Historien bag livet er en højskole

Initiativet til Livet er en højskole blev endelig taget i foråret 2023, hvor stifter og forkvinde Munna Hoffmann så tiden rigtig til at samle allerede igangværende undervisningsaktiviteter i en folkeoplysende forening, der både kunne videreføre en række traditioner som Open Craft og Samtalesaloner og samtidig muliggøre nye undervisningsaktiviteter og nye samarbejder på tværs af fag. Livet er en højskole er blevet til gennem mange menneskers engagement, hjælp og idéer, og bliver fortsat formet af alle de mennesker, der tager del i den, og former den gennem deres og engagement og nærvær.

FacebookInstagram

Livet er en højskole
c/o  NJ Fjordsgade 2
CVR 43910760
kontakt@liveterenhojskole.dk
+45 60562650 (kl. 9-15)

visa-electronvisamastercard